Man kan læse mere om projektet på dets hjemmeside.

Rapporten kan læses her

God læselyst

/roland

QR-tjenesten Kaywa, generer nemlig koder, hvor indholdet er kodet ind i selve QR-koden. På den måde slipper man for at bruge nettet.
Der er dog den begrænsning, at det kun er tekst man kan lægge i koderne. Så hvis man vil ha lyd, billeder, videoer osv., er man nødt til at bruge en trådløs forbindelse.

Kaywan har deres egen scanner, som kan downloades fra siden, men andre scannere kan også bruges. Jeg har særligt testet QickMark. Den fungerer rigtig godt.

/roland

Ps: der kommer snart en lille liste over scannere- og QR-generatorer.

Scan koden uden netforbindelse...

Download den lille e-pixibog gratis

Link: Qr koder i undervisningen (pdf)

/roland

Se hvad der gemmer sig bag koden!

Jeg kan ikke sige andet end at jeg er blevet helt vild med det. Så vild at jeg er gået i gang med at lave en pixibog om mobisticks, som lægges ud til frit download. Men for at sætte forventningerne lidt op, kommer her en lille teaser på hæftet.

Der er rigtig mange qr-services på www og alle har deres kvaliteter. Især synes jeg at mobisticks hitter. Det er stabilt og enormt nemt at bruge. Og så er det dansk! Og med dansk mener jeg, at det kan håndtere Æ, Ø og Å.

Man behøver ikke være specielt kyndig inden for it, for at bruge det og det er også et enormt plus.
Rekord!: Det tog under ti minutter at få forklaret, oprette,  og ibrugtage mobisticks for en lærerkollega… Det må sige noget:-)

Hvad er mobisticks?

Mobisticks er et koncept der bruger de meget populære QR-tags.
QR står for Quick Responce og blev udviklet af den japanske virksomhed Denso-Wave i 1994.
Det er såkaldte matrix-stregkoder, der scannes via særlige stregkodesscanningsprogrammer via en telefon fx smart phone.
Lige som teknologien bag generering af koderne, er de fleste scannere ganske gratis at hente og bruge.

Hvordan kommer man igang med Mobisticks?

Det mest imponerende ved anvendelsen af QR-teknologien er, hvor nemt man kommer i gang. Det eneste det det kræver for at komme i gang er en mobiltelefon med camera og wi-fi.

Herunder en lille hurtig guide:

1.
Man sender en SMS til 1220 med teksten “scan”.
Efter få sekunder modtager man et linkt til at downloade scannerprogrammet “ScanLife”.
Scan life skal bruges til at læse de stregkoder der produceres og skal derfor være på brugernes
(undervisere og studerende) telefon.

2.
Det næste skridt er at oprette en profil på websitet www.mobisticks.dk (øverste højre hjørne på billedet)
Det er også her man senere skal lave sine stregkoder.

3.
Som det sidste skal der produceres stregkoder. Disse stregkoder kan indeholde mange forskellige ressourcer:

- Du kan indsætte links til  bogstavligt alt på internettet. Lyd, video, tekst mm.
– Du kan upload videoer på op til 10mb
– Du kan uploade billeder
– Du kan uploade mp3-filer
og sidst men ikke mindst kan du upload pdf-filer.

Når man har valgt indholdet som skal gemme sig bag koden trykker
map STICK  it!
og vupti! Man har sin første kode.

Denne kan printes ud og hænges op på skolen, gemmes forskellige steder, klistres fast til genstande eller sendes som billede pr. mail.

Hvad sker der egentlig?
Det der sker er, at der i stregkoden gemmes informationer, der henviser til det man har uploadet eller linker til via koden.Har man fx lavet en kode med et lin til en youtube-film, vil telefonen finde og afspille denne film direkte på telefonen.

Vær OBS på!:

Brug skolens trådløse net
Brugen af Mobisticks kræver internet adgang. For at komme uden om brugerbetaling i form af mobilt internet, kan telefonerne gå på skolens trådløse netværk og afvikle al internetaktivitet derfra. På den måde koster det ikke noget for eleverne at surfe på nettet.

Lån Smart Phones på CFU eller Pædagogisk Center
Nogle af landets CFU’er og Pædagogiske Centre er begyndt at får mobile devices, som telefoner, ipads og andre teknologier hjem i klasse sæt. Forhør jer på jeres nærmeste CFU for at få mere at vide.

Mobisticks kræver at man bruger det tilhørende scannerprogram ScanLife. Det giver problemer at bruge andre scannerprogrammer. Men ScanLife er gratis, så man kan lige så godt brude det.

Pædagogiske og didaktiske overvejelser:

Dem gemmer vi til pixibogen-)

Eksempler på brug i undervisningen:

Der findes mange anvendelsesmuligheder. Både i fagene og i andre undervisnings- og formidlingssammenhænge.
Der kommer noge eksempler i pixibogen, men for at man ikke at forlade denne blogpost tomhændet kommer der et lille eksempel her:

En klasse arbejder i en periode med Shakespeare. En af kampene er at få eleverne til at læse den originale tekst og derigennem få en smag for ordene. Noget der gjorde Shakespeare til et unikum.
Læreren har derfor planlagt et o-løb på skolen ved hjælp af QR-koder. Koderne er gemt forskellige steder på skolen:
- Inde i bøger på biblioteket
- På skabslåger i klasselokaler
- Selv i bunden på en kaffekop placeret på lærerværelset.
Læreren har lavet sådan at, at nogle fører eleverne hen på bestemte steder, hvor de skal lede efter den næste kode og andre indeholder opgaver til undervisningstemaet.

fx indeholder en kode et billede af kaffekoppen i hånden på ejermanden (en lærer på skolen). Denne kode skal få eleverne til at ræsonnere  sig frem til, at læreren drikker sin kaffe på lærerværelset, altså må koppen være der og gemme på en vigtig information. På læreværelset finder eleverne den næste kode under koppen der henviser til følgende:

Read aloud:

“Shall I compare thee to a summer’s day?
Thou art more lovely and more temperate:
Rough winds do shake the darling buds of May,
And summer’s lease hath all too short a date,

The original title of this tekst tells you how many meters North you must go to find the next code. Use Google to find the original title.

Efter en søgning finder eleverne frem til at teksten stammer fra Sonnet 18 og at denne ofte benævnes med den alternative titel
“Shall I compare thee to a summer’s day”.
Med tallet 18 har eleverne så et pejlemærke for, hvor mange meter mod nord næste kode ligger og løbet fortsætter.

/roland

Industrialisering og videnssamfund

I dag er både skolen og læringsbegrebet igen i fokus. Man kunne vel sammenligne det med den revolution på uddannelsesområdet, der skete under industrialiseringen, hvor industrimodellen, med den fabriksagtige tilgang til alt havde sit indtog i klasseværelset. Det var top-down styring med læreren i spidsen for en stor flok elever og hvor de kundskaber og færdigheder man fik lært kunne anvendes direkte i samfundet. Samfundet ændrede sig ikke i nævneværdig grad og den skoling man fik holdt derfor en livstid. Skolesystemet og samfundet harmonerede og det virkede jo i store træk rigtig godt.

I dag er det en anden sag. Samfundet forandrer sig hele tiden i et enormt tempo. Måske er vi på vej mod en ny “fast form” eller den hastige forandring er den faste form. Lige meget hvad opleves det som om, det der undervises i, i skolen, er forældet næsten før det er lært. 

Skolen lider under et enormt pres. Fabriksmodellen stemmer ikke længere overens med samfundsmodellen og den it-baserede tilgang til undervisning, vi har sat al vores lid til  viser sig nu, måske ikke at virke helt, som vi havde forventet det. 

Skolen i medierne og medierne i skolen

De digitalt indfødte er måske stadig på et primitivt urfolkstadie. De scorer, åbenbart, bundkarakterer i læsning og brugen af digitale tekster og bruger, i det hele taget, mest medierne som underholdning. Sådan ser det ud, hvis man skal tro mediernes billede af virkeligheden.

Nærmest i kontrast til mediernes gengivelse, ligger der alligevel et (måske uformelt) syn på, at eleverne flytter deres læring mere og mere uden for skolens fire vægge. De netværker i større eller mindre interessegrupper omkring et emne og bliver enormt dygtige netop til det. De bruge forskellige onlinefora, når de søger en specifik viden og i det hele taget virker det som om,  at det tempoet der læres i er betydeligt større uden for skolen end i skolen.

Det er dog ikke en løsning at lukke skolerne, heller ikke de små. Skolen rummer mange helt særlige værdier. Trygge sociale rammer, kontinuitet, spændende projekter, et opdragende rummelighedsaspekt osv. I skolerne skal børnene stadig lære de grundlæggende færdigheder som læse, skrive og regne og en hel del sociale spilleregler. Der hvor det halter er, at skolen altid har afspejlet det omkringliggende samfund og denne spejling kan ikke længere genkendes.
Heller ikke selv om de på nogle af skolerne har skiftet bog, papir og blyant ud med computer eller tablet, kridttavlen og overheadprojektoren er skiftet ud med interaktive tavler eller obligatoriske tests nu laves online.
Det er stadig industrisamfundets fabriksmodel der dominerer skolen, nu bare med avanceret teknologiunderstøttelse.

Det er stadig ensrettethed, lærerkontrol og didaktisering som er essentielle begreber, både når vi ser på læremidlerne og på den måde vi tænker skole på. Alle lærer det samme, har de samme læremidler til rådighed og testes ud fra samme pensum. 

Det som de nye teknologier derimod lægger op til er brugergenerering, brugerkontrol, brugertilpasning, interaktion og netværksmuligher. Det samme gør samfundet. Aldrig før har der været så meget fokus på individet i fællesskabet som nu. Den enkelte skal dygtiggøre sig, opnår topkvalifikationer, for at bidrage bedst til samfundet. Det er den enkeltes viden og muligheder via personligt netværk, der tæller. 

Den livslange læring er nu højaktuel. Vi er nødt til at lære nyt, hele tiden, hele livet. Vi er nødt til at kunne tænke nyt, tænke om og tænke frem. Vi skal være helt fremme. 

Tendensen kan være bekymrende. Ingen tvivl om det. Men hvis vi ikke som minimum udruster de unge hjerner i skolen, med viden, færdigheder og kompetencer der afspejler den virkelighed de ser uden for skolen, kommer skolen til at virke som noget man går i, for at gå i den. Altså skolen for skolens skyld. 

Man skal ikke være ekspert i læringsteorier for at finde ud af, at læring og behov for mening hænger tæt sammen. Så lad os give de unge en mening med at gå i skole.

Så nåede det mediernes interesse, det som mange allerede i flere år har sagt både i rapporter, i tv, til foredrag og i bøger. Nu bare i PISA! De unge har svært ved at bruge nettet til andet end underholdning og selvpromovering.

Således kunne man i nyhederne sidst i juni læse, høre og se “eksperterne” udtale sig.
http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2011/06/28/222401.htm

Niels Egelund mener at vi bør lure på udlandet, Anders Balle (formanden for skolelederne) synes undrende, at vi har problemer med at få de faglige programmer i fagene, at læseindsaten er vigtig og at vi generelt skal anvende it mere i den faglige undervisning.

Regeringen og KL har netop aftalt en ambitiøs it-indsats, hvor der bliver sat fokus på digitale læremidler, som kan styrke elevernes faglighed. Det meddeler en glad Troels Lund Poulsen.

Samtidig kan man så læse i folkeskolelærerenes fagblade ”Folkeskolen” og ”Undervisere”, om hvorvidt Ipads nu hører hjemme i skolen eller ej, ven eller fjende? Hvor Kasper Koed og Rasmus Borch kaster sig ud i en debat om it’s læringspotentialer, it-didaktik(hvad det så end er) og implementeringsstrategier.
Og de er kun det nyeste eksempel på den form for debat…

Tilbage til virkeligheden

Det er alt sammen også rigtig fint. MEN….
Når debatten på den måde drejer sig om, hvordan vi integrere, udfordrer, støtter, udvikler osv. Hvorfor ligger vi så på plads 13 ud af 19???

Ja, måske er det fordi vi ofte hører om et fåtal af de danske folkeskoler. Fordi vi ofte kun hører om pilotskolerne eller skoler, der har fået tilføjet midler til udvikling og har en god håndfuld lærere, der brænder for it og kan det.
Men ser vi på virkeligheden (ja, undskyld men virkeligheden) er der en lang række forhold, der gør sig gældende.

Der er mange og jeg vil her nævne et par væsentlige, som jeg er stødt på, når jeg har været ude på skoler som konsulent, foredragsholder eller underviser i it.

Skolernes virkelighed

Der sidder rundt om på lærerværelserne et ret stort antal lærere, der rigtig gerne vil kunne mere med it, men simpelthen mangler uddannelse og kompetencer. Og lad mig lige understrege DE VIL VIRKELIG GERNE mere it.

Lærerne mangler også en ledelse, der har ambitioner og kompetencer på it-området og som kan være medspiller og tovholder på en udviklingsstrategi som lærerne kan styre efter. Ofte overlades implementeringen af it til en it-vejleder, der i forvejen har travlt med at holde it-infrastrukturen nogenlunde kørende.
Og ledelsen mangler en kommunal indsat, nogle mennesker der vil søge midler og iværksætte projekter. Lige som Odder Kommunes Ipad projekt. 

Skolerne bør desuden søge penge fra  500 mio. kr -puljen ikke til nye og smarte teknologier, men til at opbygger et stabilt, hurtigt, trådløst netværk. Før dette er på plads fungerer intet andet. Og lad mig lige give et eksempel, som bestemt ikke  er unikt i Danmark. I min egen hjemkommune kan man med 5 km til fods går fra en skole, der tænker sig selv som en it-skole, hvor eleverne har bærbare, trådløst netværk og SMART Boards i alle klasser til en skole, hvor der  på skolen er to steder med netadgang. På kontoret, mest til besvarelse af mails og it et lille it-lokale med en 1:2 løsning af stationære pc’ere (12 stk.). Det lyder jo helt vildt! Men når jeg taler med andre it-vejledere og skolebibliotekarer nikker de genkendende til beskrivelsen. Det lyder som den kommune de selv kommer fra.

De faglige værktøjer

Som Ander Balle nævner findes der mange faglige programmer, som ikke integreres i undervisningen. Det kan der være flere grunde til:

Hvordan skal lærerne vide at de eksisterer, hvis de ikke bliver præsenteret. Distributørerne skulle måske blive bedre til at promovere deres portaler og programmer. Ofte kommer de som afslutningen på tykt katalog med undervisningsbøger, som lærerne ikke gider læse, når der jo skal spares. Hvorfor vide, hvad man går glip af. Eller de bliver præsenteret af konsulenter og undervisere, som skolen heller ikke har råd til at hyre, når de står og skal spare 10 lærestillinger væk. En mulighed ville være Thorborg-strategien: Giv noget gratis og tjen mere!
Skolerne er meget selektive omkring abonnementer på online-tjenester. Og når skolen ikke betaler, kan de jo heller ikke bruge/integrere tjenesterne i undervisningen.

Hvordan skal lærerne integrere læremidler, som de ikke selv kan gennemskue. Lærerne skal jo være garant for, at det de underviser i er fagligt kvalitativt. Derfor holder de sig gerne til det de ved virker. Hvis lærerne skal bruge de digitale ressourcer skal de støttes og uddannes til at kunne det. Det nytter ikke at en it-vejleder giver en intro eller et spotkursus, det skal indarbejdes i lærernes daglige praksis og det tager lang tid.
Det at arbejde med digitale tekster og digitale læremidler er noget helt andet end det analoge bogmedie og den mundtlige fortællerkultur. Der er nye formidlingsstrategier, læringsstrategier og nye læsestrategier. Problemet er ofte, at lærermidlerne ikke selv er tydelige omkring disse tre strategier og derfor bliver det svært for læreren (for slet ikke at tale om eleven) at gennemskue.

Elevernes virkelighed

Når alt dette er sagt om skolen, lærerne og de faglige programmer (som alle sikkert vidste i forvejen), så er det tid til at se på det væsentlige punkt…eleverne, de digitale indfødte.
Hmm…Marc Prensky har virkelig fået en lavine til at rulle ud over it-landskabet. Men der ligger en stor fare forbundet med denne betegnelse af de unge. Nemlig at man tror de bare kan. Nu er jeg selv i grænselandet mellem såkaldt indfødt og immigrant (så en PC første gang i 1986, en Amstrad, der var jeg 8 år), men selv som født ind i en analog verden, måtte jeg lære at bruge blyanten og bogens mekanisme, før jeg kunne læse og skrive via analoge medier.

Der hvor de unge i dag har en fordel er, måske, at teknologien ikke er en barriere for dem og at de erfaringsmæssigt har en god baggrundmæssig forudsætning i forhold til navigation og multimedialitet. Men så stopper det også her.

De få unge som vi ynder at kalde superbrugere (ofte gamere) har brugt time efter time på at blive dygtige til det de kan.

Og hvad kan de så.

Ja, rigtig mange unge spiller og bruger sociale medier til at følge deres venner og promovere sig selv. Rigtig få bruger medierne til noget fagligt. OG klart nok. Det er jo i fritiden de bruger medierne mest. Se fx Det Kreative Kapital.

Man må ikke forveksle de unges brug af medierne (de er i virkeligheden konsumenter) med at de er it-eksperter eller dygtige producenter. Det er kompetencer som skal læres, og hvem skal lære dem det?
Ja, de unge har en forventning om at det skal læreren. Læreren skal vise dem, hvordan it bedste egner sig til de behov, der knytter sig til skolen og fagene. Men de skuffes ofte.
Jeg har ofte hjulpet elever med at trække viden ud af billeder, wikipedia, podcasts osv. og ofte spurgt undrende, hvordan de dog kan “overse” informationerne. Men som en elev sagde til mig i et undervisningsforløb om kortfilm, hvor temaet var æstetik og udtryk: “Bare fordi jeg har et tv på værelset, betyder jo ikke at jeg er god til det der med film i timerne”.
Han ramte noget jeg siden, har brugt en del tanker på. Bare fordi de unge har en computer, kan gå på Google, bruger Facebook, og spiller The Sims betyder det jo ikke, at de kan bruge computeren til noget fagligt.

Rolig nu!

Nu skal det hele selvfølgelig ikke pakkes ind i sort/hvidt papir. Der findes jo mange gode og vellykkede initiativer, dygtige elever og kompetente lærere. Det der faktisk undrer mig allermest i denne sammenhæng er at man vælger at spørge en forsker (der ikke har skyggen af en it-baggrund, se hans cv her), formanden for skolelederne (ingen it-baggrund) og undervisningsministeren (ingen it-baggrund, se hans cv her). Jeg kan selvfølgelig godt regne ud, at det er ud fra et ledelses- og ansvarsstandpunkt at de bliver spurgt, men måske skulle man i stedet for at spørge dem, der står med fingrene i den danske ungdomsmuld først, dernæst de kommunale it-chefer, dernæst forskere og eksperter og til sidst lederne og de ansvarshavene. Den taksonomi ville være forståelig. Gør man det tror jeg ikke det ville vække så stor forundring og mediehype omkring de unges manglende it- og mediekompetencer.

/roland

Links til artikler om emnet:

http://www.b.dk/nationalt/skoleelever-for-daarlige-til-digital-laesning

http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-41227383:skoleelever-er-d%C3%A5rlige-til-digital-l%C3%A6sning.html

http://www.specialpaedagogik.dk/ObjectShow.aspx?ObjectId=68190

http://www.dr.dk/P1/orientering/indslag/2011/06/29/154300_1_1_1_1_1_1.htm

Interessen for podcasting er begyndt at finde indpas i undervisning både i grundskolen, på gymnasialt niveau og ikke mindst på universitetsniveau, hvor undervisere lægger deres forelæsninger ud på hjemmesider og blogs.
På internettet kan man finde mange udenlandske eksempler på, hvordan undervisere og forskere har undersøgt brugen og den pædagogiske effekt af podcasting i undervisningen. Fx IMPALA-projektet med bl.a. Gilly Salmon som reviewer. I Danmark er der derimod ikke lavet undersøgelser i særligt omfang. Blandt danske undersøgelser kan nævnes at Simon B. Heilesen samt Pernille Rattlef og Leif Glud Holm har skrevet et par artikler i tidsskriftet Læring og Medier (nr. 2, 2009), Helle Mathiasen (nr. 5, 2010). Artiklernes primære fokus er universitetsstuderende og giver efter min mening ikke et generelt billede af de pædagogiske potentialer der ligger i brugen af podcasting. Der tages for stort udgangspunkt i de udenlandske undersøgelser (især engelske) og dermed også udgangspunkt i en pædagogik og didaktik, der kan virke en smule fjern fra den mere proces- og socialorienterede tilgang til læring vi bygger undervisningen på i Danmark.

Selv underviser jeg i både grundskolen og på højere læreanstalter. Jeg har både brugt og undervist i brugen af podcasting i undervisningen og har brugt teknologien på forskellige måder ud fra målgruppe, undervisningsform og indhold. Denne alsidighed i brugen af podcasting, synes jeg, mangler at blive belyst i de danske forskningsartikler jeg har læst.

Jeg er klar over at det er et spørgsmål om afgrænsning, men synes ikke der bliver redegjort for hvorfor den ene grad af podcastingintergration (begrebsafklaring nedenfor) foretrækkes fremfor en anden.
Det har motiveret mig.
Derfor vil jeg i dette indlæg give mit bud på nogle generelle overvejelser jeg har gjort mig i forhold til brugen af podcasting i undervisningen. Jeg har ikke lavet nogen form for undersøgelsesdesign og det jeg skriver er på baggrund af tanker og notater fra observationer i min egen praksis.

Redskab eller kultur

Noget af det første man må gøre sig klart, når man inddrager en teknologi som podcasting er om man vil bruge det som et sporadisk redskab i undervisningen eller som en grundlæggende del af undervisningskulturen.

Når jeg tænker podcasting ind som et redskab er det som enkeltstående forløb eller aktiviteter. Dvs at podcasting introduceres og anvendes i kortere perioder for at opleve og afprøve mediet. Her kunne man fx have fokus på kommunikationsdelen eller de særlige elementer som kendetegner podcasting i en web 2.0 sammenhæng (RSS, aggregering, feedback mm.)

Podcasting kan også anvendes som et redskab til at nå faglige mål. Fx foreslår Karin Høgh i “Podcast – en lærervejledning” (2009) forskellige måder at inddrage podcasting i forskellige fag, med et specifikt faglig mål for øje. Det kunne fx være “Det litterære aftenshow”, hvor eleverne sammensætter et podcast med jingles, reklamer, interviews og litterære analyser i en bestemt narrativ struktur. Eleverne lærer altså både noget grundlæggende om opbygningen af podcasts, men kernen og målet  er et danskfagligt forløb om litteraturanalyse.

Spørgsmålet er om podcasting-delen i sidstnævnte træder for meget i baggrunden. Altså om oplevelsen af podcasting som en konstant strøm af medieret viden, en vidensressource, inden for et specifikt felt går tabt?

Når jeg tænker podcasting om en del af undervisningskulturen, læremiddelkulturen eller hvad man måtte kalde den, handler det om at underviseren ser de didaktiske udfoldelsesmuligheder i podcasting. Podcasting bliver en grundlæggende, naturlig  del af undervisningen. Podcasting bliver så at sige en del af læringsarkitekturen og griber ind i den helhedsorienterede didaktiks begreber om rammefaktorer, læringsforudsætninger, læreprocesser, indhold, mål og vurdering.
I forhold til principperne i didaktisk design, der først og fremmest (i min udledning af begrebet) beskæftiger sig med læringspotentialerne i teknologierne, kan man opdele denne “podcastingkultur” i to, ofte parallelle, “strømme”.

På den ene side har vi podcasting som facilitator for undervisningen og læringen gennem præsentation af indhold, der udfordrer og supplerer den lærende i tilegnelsen af det didaktiserede stof. Det kunne være at underviseren havde fremstillet materialer der skal forberede eller evaluere på den studerendes tilegnelse af stoffet. Det kunne være at underviseren (som oftest er tilfældet) podcaster sin undervisning og skaber en ressourcebank. Det kunne være at indholdet fragmenteres således at den studerende for at tilegne sig et bestemt stof skulle lytte til et bestemt indhold.

Den anden side kan man se teknologien som et kompenserede og inkluderende element i undervisningen. Gennem inddragelsen af podcasting kan man sikre sig, at de studerende der finder særlig gode forudsætninger i det auditive eller har særlige udfordringer i forhold til læsning har samme forudsætninger for at tilegne sig stoffet som de andre. Indholdet kunne her være oplæsning af det særligt vigtige stof eller en gennemgang af begreber eller modeller, som underviseren mener er særlig vigtige.
Det kan lyde banalt men det viser sig at være en kæmpe støtte for både børn og voksne.

I min egen undervisning bruger jeg pt. podcastingteknologien til at støtte dem, der “skal stå på tæer” for at læse de tekster vi gennemgår i undervisningen. Det viser sig at de er meget mere med i diskussionerne og faktisk kan løse de skriftlige opgaver på lige fod med de andre, når de får lov til at indtale deres svar og uploader dem.
Det er på ingen måde en nemmere opgave idet der stilles samme faglige krav til indholdet, men eleverne føler sig jævnbyrdige med de andre og er ikke længere dem, de andre ikke vil være i gruppe med.
Nogen ville nu spørge: – Får de lært at læse og skrive?

Svaret er: – Ja, men ikke i forbindelse med tekstarbejdet. Det gør de, når vi arbejder med det skriftlige i undervisningen!

Nu kan man sige at ovennævnte eksempel er grundskolen, hvor tekststoffet ikke er så omfattende og langt. Men ser vi på de gymnasiale uddannelser, er tendensen at de unge falder mere og mere fra fordi de ikke magter at deltage, forberede og aflevere produkter. I en rapport fra Videnscenter om fastholdelse og frafald påpeger man bl.a. at de studerende dropper uddannelsen fordi de ikke magter at deltage i undervisningen. Som en anbefaling står der bl.a.:

Det er derfor vigtigt, at der etableres en god og rummelig klasserumskultur, således at elever, der er lidt
usikre i deres faglighed og personlighed, får rum til også at være og deltage i klassens undervisning.
(HOLD FAST – Slutrapport over 19 fastholdelses projekter på gymnasiale uddannelsers s.55)
Læs den her

Hvad ville der mon ske, hvis man integrerede podcasting som del af undervisningskulturen på gymnasialt niveau?
OG
En pointe er vel, at vi må lære at anerkende den mundtlige præstation på lige fod med den skriftlige i det daglige også.
Sjovt nok virker det som om, at et skriftligt produkt er mere værd end et mundtligt, på nær i en eksamenssituation?…
Det er lidt af et paradoks… vi opdrager de studerende til at vise deres viden, kundskaber, færdigheder gennem skriftkultur, men
når det endeligt gælder, skal de hovedsageligt kunne præstere mundtligt…???

Integrationsmodel

Når man inddrager podcasts som en del af sin undervisning er der naturligvis forskel på, hvordan og med hvilket mål man gør det. Som jeg ser det pt (og modellen er stadig under udvikling, jeg får konstant nye inputs) er der tre grader af intergration.
Grunden til at jeg har valgt at kalde det grader, i stedet for en taksonomi eller relationsmodel, er at jeg ser på teknologiens indgriben i undervisningen, altså i hvilken grad undervisningen og læringen bygger på inddragelse af podcasting.
Ydermere er grad-metaforen et udtryk for at den ene ikke nødvendigvis er bedre end den anden. Dvs at inddragelsen af podcasting i 1. grad ikke nødvendigvis er ensbetydende med dårligere læringsudbytte eller undervisning end 3. grad.

1. GRAD – Traditionel

Den første inddragelsesgrad kalder jeg den traditionelle. Den afspejler den typiske og mest anvendte metode til inddragelse af podcasting i undervisningen.
Underviseren optager sin undervisning (som lyd eller video) og lægger denne ud som ressource til de studerende, som en “vidensbank”. Kommunikationen er envejs og læringsvejen er gentagelse. Den lærende får gentaget indholdet og kan derigennem bedre fastholde den viden, der ønskes lært. Den lærende er passiv modtager i den forstand, at der ikke er mulighed for brugercentreret interaktion.

Grunden til at netop denne metode er så populær, kunne være at den rent teknisk og pædagogisk er den mest simple og mindst ressourcekrævende for undervisneren.

2. GRAD – Integrerende

Den integrerende inddragelsesgrad går et skridt videre end den traditionelle.
Her inddrager underviseren podcasts som et aktivt element i sit undervisningsdesign.
Det kunne være at undervisneren har forberedt materialer i form af fx opgaver, oplæsninger, instruktioner, musik, podcasts fra fx DR eller andet som den lærende skal inddrage for at løse de opgaver undervisningen er centreret om.

Den lærende bruger således podcasting som en aktiv del af undervisningen og må forholde sig til indholdet i en kompleks sammenhæng. Hvordan skal indholdet fra en podcast inddrages i den kontekst resten af undervisningen bygger på?
I denne sammenhæng er podcasts en udvidet ressource i forhold til både indhold, form og læringsproces.

3. GRAD – Eksperimenterende

I denne grad af inddragelse bliver podcasting et grundlæggende didaktisk element i al undervisning. Her bliver podcasting både et konstruktionsværktøj for underviseren og den lærende. Underviseren tilrettelægger undervisningen gennem inddragelse af podcasting i både forberedelsen, undervisningssituationen og som evalueringsværktøj. Den studerende bruger podcasts som dokumentationsværktøj, læringsressource, hjælpemiddel, læringsobjekt og som konvergent medie i samspil med andre medier.

Podcasting bliver en bærende del af læringsarkitekturen og det didaktiske design. Underviseren og den lærende har en eksperimenterende tilgang til mediet.
Der eksperimenteres fx med mere komplekse produktioner, hvor lydteknologien indgår i samspil med andre teknologier som video eller grafik. Screencasts, webtv eller lydmontager kunne være eksempler.

En vigtig pointe i den 3. grad er, at arbejdet her i højere grad lægger op til at skabe sammen. Man kan godt sige at arbejdet med podcasts i 2. grad også lægger op til at løse opgaver i fællesskab, men kan i lige så høj grad bruge podcasting som et individuelt værktøj. I 3. grad er en af pointerne af de lærende og underviseren i fællesskab, skaber læringsobjekter.

For overblikkets skyld har jeg prøvet at samle ovenstående tanker i et skema:

Slutnote

Jeg er som sagt er jeg kun i begyndelsen af udviklingen af en model. Jeg er t meget åben for inputs og erfaringer.
Jeg er pt igang med at skrive en bog om podcasting, sammen med en god ven Peter Holmboe og vil gerne høre om andres erfaringer.
Kan kontaktes på mail: r.hachmann@gmail.com eller via bloggen

Jeg tror på knowledge of the masses:-)

/roland

Alle lærere burde spille computerspil i mindst 150 timer!

I denne uge havde jeg fornøjelsen af at undervise mine studerende med fokus på computerspillets potentialer i grundskolen og hvordan vituelle onlineverdener som Second Life og WoW kan bruges i undervisningen.

I den forbindelse var holdet in-World (i Second Life) hvor vi skulle mødes med min gode ven og kollega Mariis Mills.
Mariis fortalte om hendes oplevelser og erfaringer i SL og hvilke muligheder og barrierer hun så i anvendelsen af SL til undervisningen. Især fokuserede Mariis på avatarfænomenet og det fleksible, virtuelle undervisningsrum hvor omgivelser og læringsobjekter ved ganske få klik kan fremkaldes og omskabes.

Mariis møder de kommende skolebibliotekarer in-world

Omkring avatarfænomenet var Mariis bl.a. inde på hvordan avatarens udseende (hos underviseren) kan have effekt på den lærendes tilgang. Fx: hvordan de studerende ville have det med at blive undervist af en kat, en kasse med to ben eller en pandabjørn. Ligeledes viste Mariis hvordan man hurtigt og nemt kan ændre sin avatar fra at være i “Undervisermode” til mere “privatpersonmode”.

Mariis mødte holdet på hendes holodeck et fleksibelt rum der ved et enkelt klik kan ændre omkringliggende miljø. Fra beskidt havne-gyde til konferencelokale med rene linjer og stilfuld indretning.

Med få klik frembringer Mariis et konferencelokale m. fremviser

Herefter tog Mariis os med på en lille guided tur til Danish Visions, hvor vi fik et lille kig på nogle af det tiltag der er gjort der, for at få undervisningen ind i SL.

Afslutningsvis besvarede Mariis holdets spørgsmål, der som ofte tog udgangspunkt i det faktum at det er tids- og ressourcekrævende at komme igang med SL.

De studerende virkede derudover positive overfor brugen af SL. De kunne se potentialer, men også barriere der gør det svært at komme igang her og nu.

Lige som computerspillets langsomme men fortsatte udbredelse i undervisningen, er jeg overbevist om at de virtuelle verdener kommer mere og mere ind i undervisningen. Vi væbne os med tålmodighed indtil da.

Projektet går under den overordnede titel:

1. udkast til det nye Comenius-logo 2010-12

og skal støtte landendes indbyrdes udveksling af erfaringer, viden, værdier og kultur henimod en globaliseret verden , med globale medborgere.

De 6 lande der er involverede i dette projekt er:

Sct. Severin Skole, Danmark (til skolens hjemmeside)

Academy 360, England(til skolens hjemmeside)

Zespół Szkół nr 1, Polen (til skolens hjemmeside)

Mellomhagen Ungdomsskole (til skolens hjemmeside)

Loceo Scientifico Guglielmo Marconi (til skolens hjemmeside)

1o ΓΥΜΝΑΣΙΟ ΝΕΟΥ ΨΥΧΙΚΟΥ (til skolens hjemmeside)

Mødet foregik I England på partnerskolen Acaemy 360

Hvor skolerne skulle fastsætte rammer og kommunikationsplatforme for projektet og vidensdele omkring brugen af web 2.0 på deres skole.

Om Academy 360

Noget af det mest imponerende ved opholdet i England var at opleve det nye Academy 360.
Akademiet er en all-through skole med ellever fra 4-16 år. Det særlige ved skolen er, at den går i en helt anden retning end størstedelen af den engelske skolekultur.
Først og fremmest er skolen reformpædagogisk indstillet. Dvs. at den tænker i nye pædagogiske baner og har især øjnene på danske og norske skolemodeller, hvor relationsbaseret og anerkendende pædagogik spiller en stor rolle. Herudover tilfører skolen en metode fra US, som også har fundet indpas på mange danske skoler, nemlig Cooperative Learning.

Noget andet der gør skolen særlig interessant er dens eksistensgrundlag. Skolen er opført midt i et meget hårdt socialbelastet område i Sunderland, ved New Castle – Pennywell. Som skolelederen Paul Prest sagde: “I Pennywell” får man ikke en taxa til at stoppe efter mørkets frembrud. Dem der lever her er 3. generation af familier i konstant arbejdsløshed.
Visionen er at løfte eleverne ud af den sociale arv og bryde områdets hårde miljø.
Skolen er finansieret af flere forskellige partnere. Hovedsponsorerne er firmaet Gentoo der bland andet er ejere af samtlige bebyggelser i hele området og staten. Hertil kommer dog flere mindre sponsorer som har investeret flere hundrede tusind pund i projektet.

På it området er skolen sponsoreret af Apple, der har forsynet skolen med bl.a.  Iphones, Ipads og Imacs, Macbooks osv.

Et lille udsnit af skolens Imacs fra Apple

Ud  over at skolen råder over al dens udstyr gør skolens ledelse en del ud af at uddanne personalet. 60% af lærerne er pt. i gang med en kompetenceopgradering til et Master-niveau med 60 ects-point inden for et specifikt område. Det kunne fx være Web 2.0, virtuelle verdner, it og skrivepædagogik mm. Ideen er at kvalificere lærerne så det tænker “Out of the box”.  For som Paul Prest forklarede det, var man nødt til at tænke nye læringsveje, hvis de unge skulle fastholdes i uddannelsessystemet.

Mit indtryk af skolen er, at de har stor succes. Skolen er kun 1,5 år gammel og eleverne matcher slet ikke den beskrivelse som Paul Prest indledningsvist beskrev. Det eneste der vidner om noget lignende er, at skolen er “top-secure”. Ingen kan komme ud eller ind uden et bestemt id-kort. Der er civilklædte vagter på området og de passer på både elever og lærere.

Derudover kunne den danske folkeskole lære noget af den forretningsmodel Academy 360 arbejder efter. Nemlig at skolen er delvist sponsoreret af private firmaer. Noget af det vi bl.a. (som danskere) stillede spørgsmål ved, var firmaernes indflydelse på skolen fx reklamer, læseplaner mm.
Til det svarede Prest, at skolen på ingen måde er underlagt firmaerne og heller ikke er tvunget til at reklamere for noget. Gentoo er med som en del af deres Social responsibility politik og de tjener ikke penge (direkte) på projektet. Deres interesse ligger i at løfte området. De bistod skolen i forbindelse med den økonomiske drift, men lagde ingen begrænsninger for hvordan skolen skal drives. Paul har med andre ord…frie hænder, så længe opgaven løses.

Projektets virtuelle platform(e)

Et af projekternes mål er at kollaboration og kommunikation mellem landende skal ske via forskellige medier og it-platforme.
Der blev nået til enighed om forskellige veje.

En asynkron skriftlig del for lærerne via en wiki (wikispaces). Denne del kunne være under konstant udvikling og være en vidensresurse for lærerene i forhold til den øvrige kommunikation og samarbejde.

Den mere sociale del af samarbejdet skulle faciliteres gennem en anden platform. Landende var enige om at en vigtig del af samarbejdet mellem landende skulle være udveksling af sociale og kulturelle værdier. Det sociale nærvær var vigtigt og kunne fx faciliteres gennem brugen af en virtuel verden. Derfor blev lamdeme enige om at bruge Second Places.

Second places minder meget om Second Life og bygger på samme principper, brugerflade og ideologi. Det gode ved Second Places i dette tilfælde er, at det er et afgrænset, lukket forum. En lille og lukket “ø” om man vil, hvor eleverne ikke har kontakt til andre grids eller brugere end dem administratoren lukker ind.Dette issue er meget vigtigt for nogle af landende, hvor eleverne ikke engang må oprette emailadresser i skole-regi. Der er derfor oprettet en avatar til hver elev, som de overtager i mødet med Second Places.

Second Places vil blive det primære sted for eleverne at mødes, mens lærerne også vil bevæge sig ind i selve Second Life for at få et bredere udsnit af 3d-verdenens muligheder.

Mew glæder sig naturligvis til at tage imod de mange lærere og vise dem lidt rundt. Det er et stort ukendt område for de deltagende lande (pånær UK), så der bliver en lang proces at få lærerne til at føle sig “hjemme” i miljøet og turde springe ud i at undervise i dét.

Vi må håbe at det er muligt at stimulere deres didaktiske fantasi

/mew

Hvor vi I vores diskussionsforum tager fat om begrebsafklaringer og dialog om det faglige indhold i undervisningen, skal bloggen bruges som dokumentationsredskab. Eleverne kan fx lægge billeder ind af deres arbejde og skrive om deres arbejdsproces.

A&C maler bunden af deres stenalderboplads

Ovenstående er et udrag fra et blogindlæg i gruppen. Vi arbejder for tiden med stenalderen og en måde hvorpå eleverne for sat deres viden i spil er ved at bygge en model af en stenalderboplads.

Eleverne arbejder parvis og blev bedt om, at skrive et indlæg der dels viste et billede af deres arbejdsproces og dels beskrev de overvejelser de havde gjort sig for deres boplads. De skulle i deres indlæg ydermere vise at de kunne omsætte noget af den viden de havde fået i undervisningen.

Efterfølgende skulle eleverne ud og finde materialer, hvormed de kunne bygge deres boplads. Vi var i klassen blevet enige om, at vi ville holde os til naturmaterialer. Dvs. at elementerne på bopladsen skulle laves af noget eleverne kunne finde i naturen. Vi måtte dog snyde lidt mht. dyreskin. Det fandt vi (i form af stof) i skolens håndarbejdslokale.

Herunder er A&C’s boplads efter 2 lektioners arbejde. Bopladsen er ikke færdig, men der tegner sig dog en skitse.

Stort telt, ildsted, skin og en båd.

Muligheden for at blogge skaber over tid (forhåbentligt) en øget ejerskabsfølelse hos eleverne. Målet er jo, at Grouply på et tidspunkt går fra af være en formaliseret VLE til at blive elevernes uformelle  PLE, hvor jeg er trukket tilbage. Det er lang vej endnu…men vi nærmer os.

/Roland